Guangzhou — de gamle handelskorts Kanton — er stedet, hvor Kina mødte omverdenen i størstedelen af to tusind år. Grundlagt som en Qin-garnison i det 3. århundrede f.Kr. voksede byen under Tang-dynastiet til den maritime silkevejs vigtigste havn, og fra 1757 til 1842 var den den eneste kinesiske havn, der overhovedet var åben for udenlandske købmænd. Den lange vane med handel forklarer byens karakter: hurtig, pragmatisk, uglamourøs på den måde, et sted er, der altid har haft travlt med at tjene til livet — og uventet gavmild, når man først sætter sig til bords. Den er hovedstad for den kantonesiske kultur — sproget med ni toner, operaen, morgenritualet yum cha — og har siden 1957 været vært for Kantonmessen, den halvårlige handelsmesse, der stadig fylder byens hoteller.
Det er også en vidtstrakt, fugtig megaby med omkring atten millioner indbyggere, og det er let at gå lige forbi dens historier. Netop derfor er det oplagt at udforske den med selvguidede audioguider: hvert af nedenstående vartegn har en fortælling, der forklarer, hvad du står og kigger på — fra et 2.000 år gammelt paladsafløb til et tv-tårn med pariserhjul på taget. Begynd med skylinens signatur. Canton Tower snor sig omkring 600 meter op over Perlefloden sydlige bred, og dets aftenlysshow (hver aften fra 19.30) er det ene udsyn, der binder den gamle og den nye by sammen.
Yuexiu-bjerget: hvor Guangzhou begyndte
Byens oprindelseshistorie lever på Yuexiu-bjerget. Yuexiu-parken, den største park i centrum, rummer et stykke bymur fra Ming-tiden og skulpturen De Fem Væddere — symbolet på legenden om fem udødelige, der red ned på geder med ris i munden, hvilket er grunden til, at de lokale stadig kalder stedet Yangcheng, Gedebyen. På toppen står det fem etager høje Zhenhai-tårn (镇海楼), et rødt Ming-vagttårn fra 1380, som i dag huser bymuseet og skuer ud over de moderne højhuse, det blev bygget til at holde pirater væk fra. Et kort stykke sydpå beskytter Nanyue-kongerigets paladsmuseum de udgravede paladshaver tilhørende Nanyue-kongerne, der her regerede en udbryderstat i det 2. århundrede f.Kr.; audioguiden er pengene værd, netop fordi ruinerne er diskrete — stensatte bassiner og en buet kanal, der engang ledte vand gennem en kongelig have.
Templerne i den gamle bymursby
Inden for få karréer af hinanden kom tre religioner hertil ad søvejen. De Seks Banyantræers Tempel er næsten 1.500 år gammelt og domineres af den ottekantede Blomsterpagode, med sine 57,6 meter byens højeste pagode; digteren Su Dongpo navngav templet i 1100 efter de banyantræer, han fandt i gården. Ved siden af er Guangxiao-templet endnu ældre, og det var her, zen-patriarken Huineng siges at være blevet ordineret i det 7. århundrede — historien om vinden, flaget og sindet er en af de store chan-lignelser og hører til i denne gård. Og på Guangta-vejen står Huaisheng-moskéen (怀圣寺) med sin enkle, fyrtårnslignende minaret, en af Kinas ældste moskéer og en påmindelse om, at arabiske og persiske handelsmænd slog sig ned i Kanton allerede under Tang-dynastiet.
Shamian-øen og Kanton-handelen
Det vestlige distrikt Liwan er stedet, hvor udenrigshandelen rent faktisk foregik. Efter opiumskrigene fik Storbritannien og Frankrig tildelt Shamian-øen, en sandbanke i Perlefloden, som de bebyggede med konsulater, banker, kirker og træbeplantede boulevarder; i dag er det byens stilleste kvadratkilometer, og dens omkring 150 kolonibygninger er kulissen for enhver bryllupsfotograf i Guangzhou. På den anden side af vandet rejser Jesu Hjerte-katedralens (石室圣心大教堂) to granitspir sig fra en byggeplads, der tog 25 år at færdiggøre, og som rummer Sydøstasiens største gotiske katedral — stenen kom fra Hongkong, tegningerne fra Paris. Lidt nordpå er Chen-slægtens forfædrehal, bygget i 1894 af 72 grene af Chen-familien, det fineste bevarede stykke Lingnan-arkitektur i byen: tagryggene myldrer med malede keramikfigurer, og hallerne huser i dag Guangdongs folkekunstmuseum.
Yum cha langs Shangxiajiu og Yongqingfang
Guangzhou er dim sums fødested, og den gamle vestlige bydel er stedet at spise det. Shangxiajiu-gågaden løber 1.237 meter under qilou-butikshusenes arkader, og dens sidegader gemmer på hundredårige tehuse, hvor morgente — rejedumplings, risruller, char siu-boller og en kande, der aldrig bliver tom — er en social institution snarere end et måltid. I nærheden er Yongqingfang en karré af restaurerede gråstensgyder, der er blevet distriktets kunst- og cafékvarter, og som gemmer på Li Xiaolongs slægtshjem — familiehuset for Bruce Lee, hvis far var en kantonesisk operastjerne fra dette kvarter. Kom tidligt i weekenden; bordene er fyldt ved nitiden.
Zhujiang New Town og skylinen ved Perlefloden
Den nye by er én enkelt akse. Huacheng-pladsen er den grønne rygrad i Zhujiang New Town, kantet af Sydkinas højeste bygninger og rettet direkte over floden mod Canton Tower; springvandene og aftenmylderet gør den til byens bedste gratis forestilling. I den sydlige ende ligger Zaha Hadids Guangzhou Operahus (广州大剧院) som to flodsten på bredden, og ved siden af er Guangdong-museet — en lakeret kasse på stylter med 160.000 genstande indeni, fra kantonesisk eksportporcelæn til dinosaurfossiler — stedet, hvor man får mening i alt det, man har set indtil nu.
Sådan kommer du rundt
Guangzhous metro er hurtig, billig og tosproget og forbinder Baiyun-lufthavnen, begge hovedbanegårde og hvert distrikt i denne guide; linje 1, 2 og 3 dækker det meste. Forår (marts–april) og efterår (oktober–november) er milde og tørre; somrene er varme, våde og tyfonudsatte. De fleste besøgende giver byen to eller tre dage — nok til den gamle vestlige bydel, Yuexiu-bjerget og en aften ved floden — før de rejser videre til Hongkong, en time væk med højhastighedstog.