Kaleiçi, fra porten til havnen

Du står på boulevarden, der løber langs Kaleiçis østlige mur, Antalyas gamle bydel. Navnet betyder indre borg, og kvarteret ligger stadig inden for en hestesko af dobbelte mure med havet på den åbne side. Sporvognsskinnerne under dine fødder blev lagt i 1999 til brugte vogne fra Nürnberg, og stoppestedet her hedder Üç Kapılar, Tre Porte, efter den romerske bue, byen bruger som sin hoveddør. Bag muren venter cirka tre tusind huse med røde tage i stræderne. Hesapçı Sokak går lige ind fra buen; det er dér, turen fører hen. Selve buen er umulig at overse: tre marmoråbninger mellem to tårne, lige i murlinjen.

I 1972 blev hele Kaleiçi, inklusive den indre havn, erklæret fredet, og derfor har stræderne foran dig bevaret deres stengulve i stueetagen og trækonstruktioner ovenpå, mens byen udenfor voksede i højden. Op gennem den stille side af den gamle bydel langs İmaret Sokak, fem minutter. Stræderne ender ved Kalekapısı, bogstaveligt talt borgporten, opkaldt efter fæstningsporten, der stod her; sporvognsstoppestedet ved hovedvejen bærer stadig navnet. Du kender pladsen på et højt stentårn med en urskive vendt mod hver side, der hvor strædet åbner sig.

To minutter rundt om bag urtårnet langs Izmirli Ali Efendi Sokak, alt sammen på det flade, en lettelse efter stræderne. Den indmurede have, du er på vej mod, er ikke én bygning, men et helt seldsjukisk område: en dervishloge, der menes at stamme fra 1255, deler grunden med et gammelt badehus og to gravmæler, hvoraf det ene blev rejst i 1377, og de hvirvlende dervisher brugte logen fra det sekstende århundrede. Ankomsten behøver ingen beskrivelse: et rillet murstensskaft rejser sig fra en indmuret have foran dig, ribbet som et knippe orgelpiber, minareten som hele byen har adopteret som sit symbol.

Tilbage ad Izmirli Ali Efendi Sokak og videre gennem gangstierne til byens hovedtorv, fem minutter på fladt terræn. Republikkens Plads er der, hvor det moderne Antalya samles: butikker, forretningscentre og offentlige bygninger omkranser den, og indtil den historiske sporvogn blev indstillet sommeren 2026, var Cumhuriyet Meydanı dens centrale stop, stedet på det enkelte spor, hvor de to gamle vogne mødtes. Om dagen er her mest vind fra havet og folk, der læner sig op ad gelænderet. Pladsen er umulig at tage fejl af, for jorden stopper simpelthen. Gå hen til rækværket, og den romerske havn ligger lige under dig, master og det hele, med en rytter i bronze på vagt over den.

Stierne fra pladsen slår zigzag ned ad klippevæggen mod vandet, fire minutter, mens havnen vokser sig større under dig. På vejen ned passerer du den gamle bys forsvarsværker helt tæt på. Antalya var omgivet af to ringe af mure, og den indre omkranser havnen i en halvcirkel, så stenen ved stien hører til den samme ring, der omsluttede Kaleiçi ovenfor. Dernede ligger vandet i bassinet stille og grønt, rigning klirrer mod masterne, og bådførerne råber dagens ture ud. Du ankommer til selve kajen. Udflugtsbåde stikker næsen ind ved siden af sejlyachterne, og den gamle mur rejser sig lige op af vandet på den anden side af bassinet.

Gå langs kajen og op ad Tuz Kapısı Sokak, Saltportens gade, et stykke vej, fire minutter. Navnet minder om, hvad der passerede gennem denne havn: i de byzantinske og seldsjukiske århundreder sendte den tømmer, oliven, korn, tekstiler, tjære og citrusfrugter fra baglandet og lå på søvejen mellem Egypten og Konstantinopel. Både vugger ved fortøjningerne nedenfor dig; ovenover stabler stræderne sig op ad skråningen. Stoppet er let at få øje på og let at gå forbi: en lille sekskantet pavillon, knap større end en kiosk, hævet på stenpiller ved havnekanten.

Tilbage ad Tuz Kapısı Sokak og langs gangstierne rundt om havnens sydlige sving, fire minutter. Havnen, du forlader, havde engang et arbejdsansigt: et toldhus og en stor mølle blev bygget ved havnen i begyndelsen af det tyvende århundrede, da tårnet, der havde vogtet indsejlingen, allerede var en ruin, og renoveringen i slutningen af 1960'erne fjernede alle tre. I dag er havmuren bar sten, og den gamle bydels huse kigger ud over den. Stien snævrer ind mellem mur og vand og åbner sig så mod en lille lomme af strand under befæstningen, med havnens munding på den ene side og klinten over dig. En strand under en middelalderlig mur: du er fremme.

Havet falder væk bag dig, og havnens larm tynder ud til lyden af dine egne fodtrin på brostenene: seks minutters trin op fra vandet til Fırın Sokak. Fırın er bageriet, et stræde opkaldt efter et håndværk. I 1984 vandt restaureringen af disse gader FIJET Golden Apple, rejsejournalisternes pris, og husene, du går forbi, er resultatet: sten forneden, træ foroven, røde tegl og havet glimtet i hver åbning. Stoppet er selve strædet. Du er fremme, hvor Fırın Sokak flader ud mellem restaurerede huse, og træetagerne skyder ud over stenmurene på begge sider og lukker sig over strædet.

Gadenavnene her læses som den gamle bys liste over erhverv: Tabakhane er garveriet, Hesapçı bogholderen. En kort sløjfe på tre minutter bringer dig ind på Hesapçı Sokak, kvarterets rygrad, strædet der løber fra Hadrians Port til klipperne. Denne strækning er stillere end enden ved porten. Brolægningen er smal og af sten, øvre etager af træ læner sig ud over den, og bougainvillea vælter ud over murene til skjulte gårdhaver; portens larm dør hen, til du mest hører dine egne fodtrin. Hold udkig efter et minaret, der stopper for tidligt: en stenskaft skåret fladt af uden spids, ved siden af en lang stenhal på din højre hånd. Det er stoppestedet.

Hıdırlık betyder et sted for Khidr: jord, hvor forårsfesten Hıdırellez blev fejret, og navnet hænger stadig ved både strædet og tårnet for enden af det. Langs den lange Hıdırlık Sokak til den gamle bydels sydspids, fem minutter. Her var fæstningens hjørne, hvor landmurene og havmurene mødtes, og husene bliver færre, jo tættere du kommer. Hıdırlık Sokak ender i åben luft. En rund stentromle på en firkantet sokkel står på klippekanten, med parken bagved og havet på to sider.

Tre minutter langs klintestien, og du er i Karaalioğlu-parken, plæner og palmer på klippekanten med havet lige under dig. Tre udsigtspunkter langs kanten rummer hele bugten. Den lange kystbue på den anden side af vandet er Konyaaltı, en strand af små sten frem for sand, med byens nyere tårne bagved; længere væk hæver Beydağları sig, det vestlige Taurusbjerge, hvis høje toppe holder på sneen langt ind i foråret, mens folk bader nedenfor. Turen ender her, på en bænk under palmerne med den gamle bys tage bag dig. Det første udsigtspunkt ved klippekanten med bjergene hinsides vandet er dit stop.